Udenrigsminister Søvndal er helt ok

Af David Trads 37

WASHINGTON: Da Gitte Lillelund Bech fornylig besøgte Washington, pralede hun med, at hun var den anden europæer– efter den britiske – der mødtes med Leon Panetta, den nye amerikanske forsvarsminister:

”De, der ikke leverer, bliver ikke inviteret til morgenkaffe i hverken Pentagon eller Det Hvide Hus,” lød det storskrydende fra den danske minister, som i Jyllands-Posten advarede mod, at en måske kommende rød regering ville sætte alt over styr.

Det første – nemlig at USA pleaser dets nærmeste allierede mest – er selvfølgelig korrekt. Det andet – nemlig et dansk regeringsskifte vil sætte alt over styr – er naturligvis noget vrøvl.

Jeg tør godt vædde på, at hvis der kommer et dansk regeringsskifte, så vil de nye ministre blive behandlet akkurat lige så godt af den amerikanske regering som de borgerlige.

Hvis Helle Thorning-Schmidt, socialdemokraten, bliver statsminister, vil hun selvfølgelig blive modtaget af præsident Barack Obama i Det Hvide Hus – og, ja, hvis Villy Søvndal, folkesocialisten, indtager udenrigsministerposten, så vil også han blive modtaget med fuld fanfare af Hillary Clinton.

Danmarks forhold til verdens vigtigste nation er nemlig historisk enestående – og det er opbygget og udvidet gennem tre årtier:

Først da Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen i 1980erne for hvert år, der gik, placerede os stadig tættere på USA – kulminerende med atomvalget i 1988, der brød det alternative sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget, og lige så vigtigt med beslutningen om at deltage militært i Golf-krigen i 1990.

Dernæst da Poul Nyrup Rasmussen og Niels Helveg Petersen i 1990erne stadfæstede den dansk-amerikanske alliance – med et absolut klimaks, da den danske regering stod i spidsen i Europa, da et nølende NATO i 1999 besluttede sig for at intervenere i Kosovo-krigen i 1999.

Endelig da Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller i 2000erne indgik i den tættest mulige alliance med USA under krigen mod terror – kulminerende med den kontroversielle beslutning om at deltage i invasionen af Irak i 2003, selv om store allierede som Tyskland og Frankrig sagde nej.

Tre årtiers ubrudt og loyalt dansk støtte (uanset hvem der sad i Det Hvide Hus) er selvfølgelig bemærket i Washington – og man er, kan jeg roligt konstatere ud fra samtaler med amerikanske kilder, overhovedet ikke nervøs for, at Danmark måtte begynde at vakle i opbakning.

Danmark indtager en absolut nøglerolle i NATO – og der er intet i det, som Thorning-Schmidt eller Søvndal har sagt i de seneste par år, som bekymrer USA, idet der på den store udenrigspolitiske bane er tale om en forlængelse af den kurs, som VK-regeringen har ført under Lars Løkke Rasmussen – en retning, der flugter nærmest perfekt med Obama-regeringen:

S og SF er  – præcist som VK – solide tilhængere af NATO. S og SF er – præcist som VK – tilhængere af en ansvarlig tilbagetrækning fra Afghanistan. S og SF er – præcist som VK – tilhængere af interventionen i Libyen. S og SF er – præcist som VK – stærke tilhængere af EU. S og SF er – præcist som VK – tilhængere af en så stærk alliance med USA som overhovedet muligt.

Der er med andre ord ingen udsigt til nogen form for skift i dansk udenrigspolitik – ud over lidt potentielt fnidder om mulig dansk støtte under FNs Generalforsamling til det palæstinensiske selvstyres ønske om at blive anerkendt som et selvstændigt land. Der er – set fra Amerikas side – i det store hele udsigt til business as usual. Den lille, men altid loyale, allierede, vil fortsat være der.

På et enkelt punkt vil en potentiel S-SF-regering oven i købet være mere i harmoni med Obama-regeringen end VK har været – nemlig i forhold til Irak-krigen. Obama var nemlig modstander af invasionen i 2003 – i udstrakt grad med samme argumenter, som en dengang noget mere flammetalende Villy Søvndal var.

Mit gæt er, at der efter et eventuelt dansk regeringsskifte vil gå meget kort tid før, at eksempelvis ’udenrigsminister Søvndal’ vil blive indbudt til møde med Hillary Clinton. Hun vil efter mødet rose den nye danske regering til skyerne og understrege det historisk stærke bånd mellem Danmark og Amerika. Søvndal vil smile og med god ret konstatere, at også han, folkesocialisten, vil blive budt indenfor i verdens fineste haller – præcist som eksempelvis Gitte Lillelund Bech.

I USA er man nemlig farveblind, når man ser på en dansk regering – for tre årtier har dokumenteret, at uanset om regeringen i København er til højre, venstre eller i midten, ja, så holder den hele tiden med Washington.

DAVID TRADS

Følg mig også på:

www.facebook.com/david.trads

www.twitter.com/DavidTrads

 

HUSK MINE REGLER FOR INDLÆG PÅ DENNE BLOG:

Kun indlæg, der underskrives med såvel fuldt navn som by, vil blive offentliggjort. Alt andet bliver slettet.

 

 

 

37 kommentarer RSS

  1. Af Asger Manø

    -

    Naturligvis tager USA også imod Søvndal med åbne arme. De er temmelig sikkert ret ligeglade, og det er en kolossal overvurdering af egen betydning, hvis vi tror, at vi har nogen indflydelse på USA´s udenrigspolitik.

    Asger Manø
    Århus

  2. Af Kristoffer Bohmann

    -

    Det forarger mig dybt, at Berlingske lægger spaltemillimeter til en person som David Trads – og jeg kan ikke undlade at tænke over hvem det egentlig er manden skriver for. DR? Politiken? Information?

    David Trads’ egentlige formål med dette blogindlæg kan jeg kun se som eet langt forsvar for Villy Søvndal mod det potentielle argument i den danske valgkamp, at amerikanerne vil afvise Søvndal. Og samtidig får Trads plantet den tanke hos borgerlige kernevælgere at Villy Søvn er værdig til udenrigsminister-hvervet. Hvilken skændsel i en borgerlig avis!

    Kære Berlignske, Man kan ikke have borgerlige aviser uden borgerlige journalister.

    Kristoffer Bohmann
    Støvring

  3. Af Michael Sjøberg

    -

    Pas nu på amerikanerne ikke bogstavelig talt dør af grin, når Søvndal holder tale på gebrokkent danglish…

    Michael Sjøberg
    Padborg

  4. Af Finn Peter

    -

    Nationer har ikke permanente allierede, de har permanente interesser.

    Finn Peter
    Kalundborg

  5. Af Søren Jensen

    -

    Hvor befriende med en nøgtern vurdering ind i mellem. Man er ved at gå til i røde og blå buh-råb i disse dage.
    Bortset fra det, så er det langt fra sikkert at Søvndal ønsker at blive udenrigsminister når det kommer til stykket – belært af Lene Espersen’s problemer på posten.
    Men man kan jo godt fundere over om en evt. SF udenrigsminister vil vedblive at lege “kongens efterfølger” overfor USA. Der kunne jo opstå et behov for at markere sig på et tidspunkt, af indenrigs- eller partipolitiske hensyn. Så lever USA såmænd nok også med det, for der er jo tegn på at USA vil rette fokus mere indad de kommende år.

    M.h.t. Søvndal’s engelskkundskaber, så bærer amerikanerne nok over med accenten. Den er vel ikke mere uforståelig end Anders Fogh’s, og de har sikkert tolke til rådighed hvis det skulle være. Det ville nok være langt mindre velset hvis Lars Løkke kom til at tale om “banging” med Hillary Clinton…..

    Søren Jensen,
    Brædstrup

  6. Af David Trads

    -

    Kære Søren Jensen,

    Enig i begge dine betragtninger, men:

    1) Hvis ikke Søvndal vil være udenrigsminister, hvem er så de bedste bud fra hhv S, SF og R?

    2) Engelsk-kundskaber er selvfølgelig ikke den vigtigste egenskab for en dansk udenrigsminister. I øvrigt er jeg – efter at have hørt Søvndal – såmænd tryg nok ved, at han hurtigt ville komme efter det. Hans engelsk er såmænd helt ok – og formentlig på niveau med Ellemann-Jensen, da han tiltrådte.

    vh

    David Trads
    Washington

  7. Af Jørn Hansen

    -

    Jeg er enig i, at uanset hvilken farve den kommende regering måtte få, skal den nye udenrigsminister nok blive taget pænt imod af USA’s regering. Men under overfladen husker USA stadigvæk godt, hvilken farve der stod bag fodnote politikken.

    Jørn Hansen
    Havnegade 12
    Juelsminde

  8. Af Valdemar Secher

    -

    David,

    det er rart at læse vurderingen fra én med den relevante erfaring vedr. dansk-amerikanske relationer. Jeg erklærer mig i så henseende helt på linje med SJ; som han er jeg også træt af de valgfælskede panikparoler, som politikere i disse dage strør om sig med her i det hjemlige.

    Mht dit spørgsmål til SJ, så vil jeg tillade mig at give mit besyv. Jeg tror nemlig, at S-SF-R har flere udmærkede kort på hånden til netop stillingen som udenrigsminister.

    Først og fremmest forekommer Lykketoft at være det sikre valg. Hans viden om verden er bred og velfundret, og hans netværk angiveligt lige så veludbygget som f.eks. Per Stig Møllers. Spørgsmålet er, om alderen, samt hans medvirken i udenrigsmagsinet Ellemann/Lykketoft udgør en showstopper.

    Et andet interessant bud kunne være Henrik Sass Larsen. Hans skarpe stil og konfrontatoriske væsen siges at forhindre ham i at blive udnævnt finansminister.. – mon en sådan profil ville kunne tjene på udenrigsministerposten?

    Slutteligt kan nævnes R’s Zenia Stampe. En idealistisk kosmopolit, for hvem udsyn og ambitioner på verdensborgernes vegne synes at være den drivende kraft.

    Valdemar Secher
    Fredercia

    PS: En af mine gode kolleger mødte en gang, i arbejds medfør, David Petraeus i Irak, da denne var øverstbefalende for de amerikanske styrker dér. Petraues, der jo udover at være højt placeret officer tillige er kendt for sin viden indenfor statskundskab, udtrykte ved denne lejlighed udpræget begejstring for “the scandinavian model” – med henvisning til netop velfærdssamfundet efter dansk model. Mon ikke denne begejstring var havde været den samme, om den siddende danske statsminister havde heddet Poul Nyrup eller Helle Thorning Schmidt?

  9. Af Johannes Bremer

    -

    Europa drukner i gæld og Danmark drukner i vrøvl fra partier, der vil liberaliserer os ud af krisen mens andre vil socialisere os ud af krisen. Endnu er det ikke lykkedes disse to synspunkter at finde sammen i en fællesnævner, som eksempelvis ny socialliberalistisk fornyer af et dansk folkestyre i krise!
    Dette lille forkælede kongedømme med over 2 millioner på overførselsindkomst og 800.000 offentlige ansatte – alle klar til det store kolde ta` selv bord på valgdagen den 15. september til mere forkælelse; men i lort til halsen og i fuld musik mens vandet strømmer ind i den synkende Skude/Titanic!
    Velfærdssamfundets falske redningsmænd står klar, endog med egen redning, ude i kulissen, i tapper kamp for at overgå hinanden med ufinansierede overbud og løgnehistorier om: Mindre skat. Mere vækst. Mere personlig frihed. Mens samfundet rutsjer ned af affyringsrampen for velstand og velfærd – paradoksalt nok, uden at drage nogen form for lære af erfaringerne fra VKO, der netop lige har vist at skattelettelser i nedgangstider, med befolkningens frygt for fyringer, ikke giver vækst og omsætning; men derimod opsparing af overskydende skat til nærmeste bank!
    I erkendelse af, at være offer for omstændighederne, forårsaget af den globale krise, der i virkeligheden består af to hoveder, nemlig et for økonomi og et for klima, så er der for mig at se nok at gøre i ”den indre andegård”, nemlig ved at frigøre bunden kapital fra byrokrati og unødvendigt ”flødeskum” bl.a. gennem administrativ forenkling og ”hold kæft bolcher i rygtedannelse” til målrettet teknologi, med det vi er allerbedst til, nemlig klimateknologi, for produktion og beskæftigelse samt eksport.
    Det er opfattelsen, at investering, selv med ”lånte fjer fra den indre andegård” vil værre udbytterigt både for samfund og borgere – ikke mindst for den slunkne statskasse!

    Johannes Bremer
    Tårnbyhøj Alle 29
    2770 Kastrup

  10. Af Claus Sønderkøge

    -

    David trist at også du kører i denne rille. Du ved jo at siden Lissabon-traktaten har udenrigsministeren ikke længere indflydelse. Udenrigsministrene deltager ikke længere i møder i EU, det er altsammen lagt over til Regeringslederne og resten står Catherine Ashton for.

    Så for Villy Søvndal vil udenrigsministerposten, så længe den endnu består, være en reel blamage som han næppe lader sig byde.

    Iøvrigt kan man se til andre sider. Ingvar Carlson fra Sverige havde ingen problemer med USA efter Olof Palme og fru Halvorsen fra Norge har heller ingen problemer i USA som norsk forsvarsminister i dag. Hun er som bekendt formand for Socialistisk Venstreparti i Norge.

    Jeg erindrer mig at under Vietnam-krigen havde såvel Sverige som Danmark problemer med USA grundet begge landes høje profilering. Men USA har jo senere måttet erkende at det var os som havde ret.

    Iøvrigt har USA i dag ikke længere råd til at støde venner fra sig og gør det heller ikke.

    Claus Sønderkøge
    Søndertoften 13 A, Ørding
    7990 Øster Assels

  11. Af Martin Wagner

    -

    Kære David Trads, nu hvor vi beskæftiger os med hvem der er egnet og uegnet som minister, så var der nogle ting angående Gitte Lillelund Bechs besøg i Washington som forbløffede mig såre – måske du har tid og lyst til at dele dine overvejelser herom.

    Når USA inviterer den danske forsvarsminister til en bid brød, så er det for at påskønne Danmarks – altså vor nations – indsats og den skyhøje både økonomiske men især menneskelige pris vi har betalt for vores krigsdeltagelse. Er det da ikke uhørt og ærlig talt en kende kvalmende at forsvarsministeren synes at agere først og fremmest som repræsentant for regeringen, fremfor som repræsentant for hele Danmark? Mig bekendt er det ikke regeringen alene der har bekostet krigsdeltagelsen og bragt kæmpe ofre – det har den samlede danske befolkning og Danmark som nation. Jeg finder det stødende at Gitte Lillelund Bech så sig nødsaget til i USA at advare om, at relationerne mellem Danmark og USA vil lide skade hvis danskerne vælger en ny regering. Det er at føre indenrigspolitisk magtkamp på en international scene, hvilket er aldeles upassende.

    Og så var der udtalelsen om, at en ny regering (pga. SF) ikke vil fortsætte den “aktivistiske og militaristiske udenrigspolitik”. Først og fremmest finder jeg det uhyggeligt at en dansk forsvarsminister helst vil føre en militaristisk udenrigspolitik – dette strider simpelthen mod alt hvad Danmark traditionelt har stået for. Ydermere findes der næppe noget vestlig demokrati hvor flertallet af befolkningen støtter en aktivistisk og militaristisk udenrigspolitik – det gør man i hvert fald ikke længere i USA efter ti grusomme år med Afghanistan og Irak. Så hvordan i alverden kan Gitte Lillelund Bech tillade sig at være så advarende og beklagende? Kan en stor del af den danske befolkning ikke med rette føle sig misrepræsenteret af Danmarks forsvarsminister, som du ser det fra din amerikanske udpost, David Trads?

    http://www.information.dk/telegram/276215

    Martin Wagner
    Aalborg

  12. Af Søren Andersen

    -

    Har det ingen betydning for forholdet at S+SF vil støtte Palæstina, som selvstændig nation?

    Søren Andersen
    Ulstrup

  13. Af s sørensen

    -

    Derfor er både søvndal eller lykketoft-som en anden blog debatør talte imod fornylig her, begge lige så habile som lene espersen!. Faktisk mere for da Danmarks fremtid i arctic skulle bestemmes,planlægges og bag dørene uddeles i Canada foretræk hun sin ferie i mallorca(hvor mange gange har hun ikke foretrukket en personlig ferie under sin tid?). Det kan vist ikke blive værre af en udenrigsminister i hele Danmarks histore.

    S. Sørensen
    Vanløse

  14. Af Casper Petersen

    -

    Ja jo, Danmark har haft en socialdemokratisk regering før, men prøv lige at tage et kig på den potentielle mandatfordeling. Hvis EL bliver så store som de ser ud til kommer de også til at kunne påvirke udenrigspolitiken. Tanken om at EL bare uden videre vil lade os byde til overfor USA er jo decideret absurd. Om det i det hele taget er en god ide kan vi så diskutere en anden gang..

    Når man starter sin blog med at kalde ministeren for storskydende har man lidt ødelagt det for sig selv.. Men det er bare min egen mening.

    Casper Petersen
    Roskilde

  15. Af Casper Petersen

    -

    s. sørensen
    Det er faktisk et godt spørgsmål.. Hvor mange gange har hun rent faktisk foretrukket en ferie? Det er en smart sætning for man antager jo automatisk at det sker hele tiden når du skriver det på den måde. Men gør hun det?

    At hun så nok har mødt Clinton 10 15 gange siden (det oprindelig ankepunkt) betyder åbenbart ikke noget. At hun får stor ros af sine kollegaer betyder tilsyneladende heller ikke meget. Hun blev også angrebet for at udeblive fra nogle EU møder, indtil nogen pointerede at der aldrig havde været dansk deltagelse over embedsmandsniveau.

    Det er godt nok noget af en sejlivet myte du har kastet dig over, nogenlunde ligeså slem som Thornings skattesag. Men når først man har låst sig fast på en mening bliver det tungt at ændre på den. Og jeg regner da heller ikke umiddelbart med du er modtagelig for argumenterne..

    Casper Petersen
    Roskilde

  16. Af Claus Sønderkøge

    -

    “Hvis EL bliver så store som de ser ud til kommer de også til at kunne påvirke udenrigspolitiken.
    Skrevet af Casper Petersen, 8. september 2011 kl. 11:17”

    Det bliver i så fald gennem Helle Thorning-Schmidt. Dansk udenrigspolitik ledes efter Lissabon traktaten af regeringslederen og Catherine Ashton.

    Claus Sønderkøge
    7990 Øster Assels, Mors
    csdenmark@gmail.com
    http://www.bridgefiles.net
    Skype: csdenmark

  17. Af Per Hansen

    -

    Hej David,

    Jeg har selv boet i USA i 7 år og rejst globalt i 25 år. Du om nogen burde vide specielt amerikanere ikke vil kunne forstå Søvndal. Det er helt klart at han ikke kan føre en samtale på engelsk udover at bestille en burger. En Udenrigsminister skal kunne flydenede engelsk som nr. 1 kvalifikation. I Søvndal’s alder lærer man ikke bare lige engelsk som du anfører. Han er bare en ommer og vil være direkte pinlig for Danmark. Tænk hvis han skulle holde en tale for 200 udenlandske virksomheder hvorfor de skal investere i Danmark eller købe DK produkter…..I rest my case! Dette er ikke personlig ment men der er kvalifikations krav der skal opfyldes også af politikere.

    Per Hansen
    Næstved

  18. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Lykketoft vil være et langt bedre bud, da han har mere relevante erfaringer til embedet i det hele taget.

    Birgit Hviid Lajer
    Hørsholm

  19. Af Casper Petersen

    -

    Ja, og regeringslederen hedder Thorning så længe hun har sit parlamentariske grundlag bag sig.. Ergo har EL naturligvis indflydelse, sådan fungerer parlamentarismen.

    Men ja, Lady Ashton er udenrigskoordinator, eller noget, det er selvfølgelig rigtigt.

    Casper Petersen
    Roskilde

  20. Af Jørn Hansen

    -

    S.Sørensen
    Jo der har været en, der var værre. K.B. Andersen S.
    Næsten hele den danske befolkning frygtede, at Danmark var i krig, når han kom hjem efterenudlandsrejse.

    Jørn Hansen
    Juelsminde

  21. Af Claus Sønderkøge

    -

    “Men ja, Lady Ashton er udenrigskoordinator, eller noget, det er selvfølgelig rigtigt.
    Skrevet af Casper Petersen, 8. september 2011 kl. 12:55”

    Ja det er rigtigt. Det betyder at det for den kommende danske udenrigsminister, for en sådan vil blive udnævnt, vil den vigtigste opgave blive at lukke vore ambassader.

    En anden vigtig opgave vil være at finde nogle rammer for exportfremme – den opgave er stadig national. Det vil sikkert blive henlagt til Erhvervsministeriet.

    Her i valgkampen diskuteres personer som om EU ikke eksisterer og har overtaget de fleste opgaver som har betydning. Det er jo efterhånden en del år siden opgav at føre selvstændig valutapolitik og i stedet koblede sig til Euroen. Formelt kan vi stadig frigøre os, men ingen tør jo sige konsekvenserne heraf.

    De vil formodentlig være nogenlunde lig dem man diskuterer i forhold til at Grækenland skulle vælge at forlade Euroen. Ja, det kan de jo ikke, de skal forlade EU, sådan er juraen skruet sammen.

    Claus Sønderkøge
    7990 Øster Assels, Mors
    csdenmark@gmail.com
    http://www.bridgefiles.net
    Skype: csdenmark

  22. Af S sørensen

    -

    casper petersen@ Ærlig talt var selv clinton måløs som var de andre udenrigsministre overfor hendes udeblivelse i arctic summit. Hvordan kunne det vigtigeste geopolitiske og måske økonomisk vigtigste møde for Danmark i nye tider stå efter espersens personlige ferie.Derudover har hun såvidt jeg ved kun mødtes med clinton 1 gang siden arctic og ikke lo-12 gange.Få styr på fakta!

    Derudover er der klima konferencen som hun også fik en del hug for sin tid i. Ja listen er vist endløs af fejltagelser begået af den kone.

    Men som trads siger, så er USA-DK forholdet overhovet ikke bedømt på hvem der har magten,men er et forhold derudover.

    S Sørensen
    Vanløse

  23. Af Casper Petersen

    -

    @ Claus Sønderkøge
    Så langt er vi næppe endnu, og jeg tvivler meget på vi nogensinde når derhen. Hvis vi skal nedlægge vores ambasader skal Tyskland, Frankrig og UK også, og det kommer ikke til at ske. Men hvis det er den slags du går og frygter forstår jeg godt du ikke er så begejstret for EU. Så ville jeg heller ikke bryde mig om det..

    Casper Petersen
    Roskilde

  24. Af Casper Petersen

    -

    @ s.sørensen

    Jeg ved godt det her bliver en umulig kamp, men nu prøver jeg alligevel..
    http://www.bt.dk/udland/hillary-clinton-roser-lene-espersen

    http://www.information.dk/telegram/235470

    http://politiken.dk/politik/ECE953566/lene-espersen-moeder-nu-hillary-clinton/

    http://www.mynewsdesk.com/dk/view/pressrelease/lene-espersen-og-hillary-clinton-om-libyen-tiden-er-ikke-inde-til-at-lette-presset-paa-gaddafi-tvaertimod-639490

    Bevares, jeg har ikke fundet 10 endnu, men jeg gider simpelthen ikke copy/paste mere fra google, du skal også selv have lov til at lave lidt..

    Det eneste jeg finder mere facinerende end en der lyver godt, er en der lyver godt for sig selv. Jeg nærer ingen illusioner om det her overbeviser dig om at du tager fejl. Men gider du lige styre dig med at jeg skal have styr på fakta!

    Casper Petersen
    Roskilde

  25. Af Finn Bjerrehave

    -

    Kære David Trads, hvad er mest værd, din skjorte eller din pen?, da din faglige holdning er snart en bundskraber i leflen for andre og ikke bruge tidligere tiders skarphed.
    Villy Søvndal som udenrigsminister, er det som en Iraner uden slips?, da man i Iran skyer slipset, fordi det afspejler Jøder og den går ikke i Iran hvor nattebønnen lyder: Israel,s jøder ud i Middelhavet, helst sammen med Sunnimuslimerne og disse fakta er og bliver drømmen.
    Israel får også kniven, da Villy Søvndal ønsker at anerkende en Palæstinæsisk stat, hvis indbyggere Sunni & Shiamuslimer ligger i borgerkrig for tiden en slags våbenhvile, og hvert positivt demokratisk tiltag fra Sunni som er Fatah bliver benspændt fra Hamas side sidst valget i Gaza.
    Hadet til USA er nok et økonomisk selvmål, men et militært positivt træk (ingen krige med USA) og Mæersk er i uro.
    EU bliver også et svært område, men da ingen danske politikere før har turdet tage dette samarbejde op på et højere plan( fordi DF skriger nej konstant og ønsker ikke at gøre EU til et bedre sted at være) bliver det nok en sovepude, selv om Danmark skal løfte formandsskabet til næste år.
    Tak for frie valg.

    Finn Bjerrehave
    Vig

  26. Af Søren Jensen

    -

    @David Trads:
    Ja, det er et ritigt godt spørgsmål hvem der ellers skulle være udenrigsminister i en S-SF-(R) regering.
    Det har været foreslået at Mogens Lykketoft skulle have posten, hvertfald til at starte med, og det ville klart være det bedste bud, efter min mening.

    Et alternativ kunne være at hente en person udenfor folketinget ind.

    @Kristoffer Brohman
    Din måde at kommentere på forarger MIG dybt. Villy Søvndal er langt fra mit førstevalg til udenrigsminsterposten heller, men det er heller ikke det Trads skriver om.

    vh.
    Søren Jensen
    Brædstrup

  27. Af Claus Sønderkøge

    -

    “Så langt er vi næppe endnu, og jeg tvivler meget på vi nogensinde når derhen. Skrevet af Casper Petersen, 8. september 2011 kl. 17:29”

    Du behøver ikke tvivle på vi når derhen. For det første er det traktatfæstet for det andet er det sådan allerede i dag at udenrigsministrene ikke længere deltager i udenrigspolitiske rådslagninger i EU. De er i bogstaveligste forstand sat udenfor døren og det er jo en uholdbar situation.

    Vi er ikke helt der endnu, tjenesten er under opbygning og det er vist indtil nu kun de vigtigste poster som Washington, Moskva og Beijing som er besat. Washington gik til Tyskland. I løbet af et årstid er det meste sikkert på plads, men det bliver et hundeslagsmål.

    Det vil give problemer mange steder da udenrigsministerposten sædvanligvis er en post hvor man kan score lette points med håndtryk. Derfor bruges posten sædvanligvis til at glæde små koalitionspartnere.

    Men de tider er altså endegyldigt forbi. Snart kommer turen også til finansministrene.

    Claus Sønderkøge
    7990 Øster Assels, Mors
    csdenmark@gmail.com
    http://www.bridgefiles.net
    Skype: csdenmark

  28. Af steen bukowski

    -

    Jamen Trads er jo ikke verdens mest oplyste menneske. At drage en lige parallel og mene at SF er lige begejstrede for EU, Irak og Libyen politikken som de gæve socialakrobater, er mere et udtryk for ønske tænkning en fakta.
    Jo, Trads skriver det han ønsker, ikke som det er. Det er hans vid og derved hans begrænsning.
    En kommentar tidligere konstaterede at de nok ikke ville tage så meget notits af en folkesocialist som udenrigsminister ( og en gammelmaxist som sandlsynlig skatteminister/erhvervsminister), det tror jeg er sandt. SÅ stor betydning har vor andedam dog ikke for de forenede staters gøren udi i internationale gøremål. Det er kun rendyrkede socialister der tror noget sådant. Det er de jo ikke mere dem der skal være ministre.-)Jeg græmmens på nationens vegne.

    Steen Bukowski
    Dragør

  29. Af Casper Petersen

    -

    Det er altså nogle gange lidt utroligt som man kan læse det man vil…

    Svækker traktaten EU-landenes mulighed for at føre en uafhængig udenrigspolitik?

    Nej. EU bliver bedt om at gribe ind, når der er behov for en sammenhængende optræden på den internationale scene. En række udenrigspolitiske spørgsmål behandles bedst af EU-landene i fællesskab.

    Posten som højtstående repræsentant skaber ikke nye beføjelser, men strømliner EU’s indsats udadtil, så man undgår dobbeltarbejde og forvirring. Han eller hun handler i udenrigspolitiske spørgsmål på grundlag af beslutninger, der er truffet i fællesskab af de 27 EU-lande. Han eller hun supplerer medlemslandenes udenrigspolitik eller diplomatiske bestræbelser, men erstatter dem ikke.

    Men hvis man er lidt glad for konspirationsteorier så er det da en spændende teori..
    Ovenstående er i øvrigt klippet fra EUs informationsservice, men det er vel som at stole på fandens egne ord.

    Casper Petersen
    Roskilde

  30. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    SF vil ensidigt anerkende Palæstina, på trods af, at Hamas stadig ikke forhindrer, at terrorister fra Gaza begår terror i Israel. Tyrkiet har netop afbrudt enhver diplomatisk forbindelse med Israel, fordi Israel for nylig dræbte islamistiske terrorister inde i Gaza. Det tyrkiske hykleri er monumentalt, for Tyrkiet sender regerlmæssigt tropper ind i Irak, for at dræbe kurdiske terrorister, der begår terror i Tyrkiet.

    Tyrkiets islamistiske regering har netop afbrudt enhver form for diplomatisk kontakt med Israel, og truer nu Israel militært: Tyrkiet vil øge tilstedeværelsen af krigsskibe i farvandet rundt om Tyrkiet, blandt andet for at forhindre Israel i ensidigt at udnytte gasreserverne ud for Gaza.

    Den tyrkiske oprustning i farvandet ud for Tyrkiet kan jo også blive nyttig, hvis EU endelig mister tålmodigheden med, at tyrkiske besættelsestropper nu i over fyrre år har holdt den den nordlige halvdel af det lille EU-land Cypern besat.

    Jakob Schmidt-Rasmussen
    København

    Hvad er egentlig SF’s holdning til den tyrkiske besttelse af Nordcypern?

  31. Af Martin Larsen

    -

    Hvad skal man gøre for at få et indlæg hos mr. Trads??? Jeg har snart prøvet alt.

  32. Af David Trads

    -

    Kære Martin Larsen,

    Jeg har godkendt og publiceret dit seneste ‘opråb’ for at kunne svare dig: Du SKAL afslutte dine indlæg med dit fulde navn og by – og det har jeg forsøgt at skrive til dig på den mail, du har opgivet, men den virker ikke. Du kan denne gang sende dit fulde navn og by til mig (trads@berlingske.dk), så sætter jeg det på og godkender. Frem over skal du – og andre – altid underskrive i stil med den måde, jeg gør her:

    David Trads
    Washington

  33. Af Johannes Bremer

    -

    Søvndal eller ej, så er udenrigspolitik ofte et liv for drømmere som: ”Life is a dream surrounded by deep sleep” William Shakespeare, R.I.P. 23.april 1616, både før og efter flyder historiebøgerne over med begær, fordomme, krige, fattigdom og menneskelig uforstand. Til Myldretid for Milliarder, mellem håb og helvede. Jeg mangler ord. Jeg har ikke flere tårer i mine øjne for en verdensbefolkning, der i løbet af året runder en milepæl på syv milliarder mennesker. Hvor mange flere er der plads til, når ”recepten” hidtil har været utilstrækkelig hjælp mod sult og sygdom til jordens fattigste, ydet af en mindre befolkningskreds med velerhververe rettigheder – i demokratiets hellige navn!
    En anden bekymring for mig er befolkningsvækstens betydning for klimaforandringerne. Hvor meget nytter det egentlig, at vi skruer ned for CO2 blusset, når verden reproducerer sig selv med yderligere et par milliarder i de kommende fire årtier- mens danske politikere flueknepper mellem rød og blå blok om samfundskagen, hvor den ene part vil socialisere os ud af krisen mens den anden vil liberaliserer os ud, med en verden på vej ned i århundredets største sorte hul, nemlig den globale økonomisk-/ kulturelle krise! En krise der vil holde alle fremmede i lejre hvor de kommer fra? Der er lang vej igen hr. statsminister, selv om vejen er kort til det kommende folketingsvalg!
    V.h. johannes

  34. Af Johannes Bremer

    -

    RETTELSE!
    Søvndal eller ej, så er udenrigspolitik ofte et liv for drømmere som: ”Life is a dream surrounded by deep sleep” William Shakespeare, R.I.P. 23.april 1616, både før og efter flyder historiebøgerne over med begær, fordomme, krige, fattigdom og menneskelig uforstand. Til Myldretid for Milliarder, mellem håb og helvede. Jeg mangler ord. Jeg har ikke flere tårer i mine øjne for en verdensbefolkning, der i løbet af året runder en milepæl på syv milliarder mennesker. Hvor mange flere er der plads til, når ”recepten” hidtil har været utilstrækkelig hjælp mod sult og sygdom til jordens fattigste, ydet af en mindre befolkningskreds med velerhververe rettigheder – i demokratiets hellige navn!
    En anden bekymring for mig er befolkningsvækstens betydning for klimaforandringerne. Hvor meget nytter det egentlig, at vi skruer ned for CO2 blusset, når verden reproducerer sig selv med yderligere et par milliarder i de kommende fire årtier- mens danske politikere flueknepper mellem rød og blå blok om samfundskagen, hvor den ene part vil socialisere os ud af krisen mens den anden vil liberaliserer os ud, med en verden på vej ned i århundredets største sorte hul, nemlig den globale økonomisk-/ kulturelle krise! En krise der vil holde alle fremmede i lejre hvor de kommer fra? Der er lang vej igen hr. statsminister, selv om vejen er kort til det kommende folketingsvalg
    Johannes Bremer
    Tårnbyhøj alle 29
    2770 Kastrup

  35. Af s sørensen

    -

    casper petersen@ når du har lo-12 så fortæl det lige. så går jeg ind og undersøger det. Men bt gælder altså ikke. Kun seriøse link i den seriøse debat tak…

  36. Af Casper Petersen

    -

    s. sørensen, som sagt, jeg sad ikke med nogen illusion om at du var til at overbevise…

    Jeg kunne jo omvendt bede dig dokumentere at de kun har mødtes en gang, det var jo din påstand. Så er vi vist lige langt. Jeg syntes det er ærgeligt at debatten skal være så fyldt med usandheder, men det er jo din ret at ytre dig.

    Jeg gider ikke bruge mere tid på dokumentation det nytter ikke noget alligevel.. Men kommentaren om bt må jeg indrømme var god, det er en møgavis, jeg skulle have vidst bedre, den vil jeg gerne undskylde for.

    Casper Petersen
    Roskilde

  37. Af Ønskeseddel til Helle — Netværkssamfundet

    -

    […] Udnævn bare Villy til udenrigsminister. Som David Trads ganske rigtigt påpeger, så betyder det ikke et hak, at manden er erklæret socialist. Modsat, hvad mange danskere tror, […]

Kommentarer er lukket.